En rejse ser sin afslutning

Den sidste halvanden uge har budt på mange forandringer i den lille familie. Vi har fundet en bolig i Hillerød og det har taget noget af det midlertidige præg af vores liv 🙂
Lige nu skriver jeg fra vores egen internetforbindelse (yes!) og det er bare herligt!!

Vi fik den nye lejlighed i fredags (31. marts), hvor Susanne fik nøgler. Vores flyttegods kom mandag aften kl. 21:00 (!), hvor jeg susede til Hillerød for at lukke flyttefolk ind og arbejdede til meget sent. I dag er de sidste kasser ved at være pakket ud og alting er blevet efterset. Der mangler ikke noget og der er vist ikke gået noget i stykker.

Desværre blev Mads syg i løbet af weekenden (meget syg) med høj feber og det hele. Så jeg blev hjemme med ham mandag og i dag. Susanne tog sig af ham tirsdag, hvor jeg havde taget fri fra arbejde til at pakke ud – puha. Tirsdag aften besluttede vi os for at flytte ind og overnatte for 1. gang i vores egen lejlighed. Mads er heldigvis ved at være ovenpå igen og han skal formentlig i skole i morgen.

Men men vi er ikke færdige endnu. Godt nok er tingene taget ud af kasserne og lagt på en plads, men allerede nu er jeg og Susanne ved at justere rundt på tingene så det passer bedre til vores dagligdag.

Mads og Mathilde går stadig i skole i Helsinge, det er ikke særligt smart, da det er en rimelig lang køretur hver dag. Efter Påske skal de starte i Skanseskolen i Hillerød – den ligger “lige” om hjørnet.

Jeg og Susanne har haft det lidt dårligt mht. ungerne. De har siden vi ankom til DK været udsat for en hverdag med mange aftaler, ændringer og med meget få faste holdepunkter. Jeg tror den næste tid skal gå med at få stabiliseret en normal hverdag – det har vi alle fire brug for.

“Skolestart”

Vi har ikke fundet noget at bo i endnu, men nu kan ungerne ikke længere gå derhjemme og drive den af sammen med Susanne. Hun skal jo også snart starte på job igen. Så Mads og Mathilde er tilmeldt den nærmeste folkeskole i Helsinge og de skal starte i morgen. Samme dag skal Susanne atter på husjagt til en enkelt fremvisning.

Hvordan er det så at være tilbage?

Det spørgsmål har jeg forsøgt at besvare mange gange efterhånden som vi møder familie, venner og gamle bekendte. Ja, hvordan er det egentligt at komme tilbage til Danmark efter at have boet i Grønland?

Jeg synes det er svært at forklare, der er mange faktorer som har indflydelse på ens sind, alene af den grund at man flytter sin familie fra et sted til et andet. Derudover er jeg meget glad for Grønland, så det gør det ikke lettere at svare med en enkelt sætning.

Hvis jeg helt alene suværent kunne bestemme, uden at fornærme min egen lille familie, så ville jeg nok gerne bo lidt længere tid i Grønland. Livet i Grønland er enkelt, jeg mener hermed ikke simpelt, men det føles mere frit i forhold til livet i Danmark. Der er masser af plads og hjerterum. Man lever ikke i “kasser” på samme måde som i Danmark – bare se på, hvordan f.eks. husejerne i Danmark hegner ejendommen ind, så man ikke er i tvivl om hvem der ejer hvad!

Ulemperne ved at bo i Grønland er næsten indlysende – store afstande, dyr og besværlig transport og trods alt færre muligheder og udvalg af varer og tjenester – men det er faktisk ikke altid en ulempe! Man lærer blot at være tålmodig og at tilpasse sig omstændighederne.

Jeg vil dog allerhelst bevare min egen familie intakt og derfor ønsker jeg kun at bo der, hvor vi allesammen trives, så må jeg opfylde mine egne drømme på et senere tidspunkt, når og hvis mulighederne byder sig igen. 🙂

Nyt fra boligfronten: suk.

God weekend!

Det er ingen ferie…

Der er gået 10 dage siden vi ankom til Danmark og vi er flyttet ind i sommerhuset i Tisvilde Hegn på midlertidig basis. Det fungerer godt nok bortset fra der hverken er TV eller Internet.

Jeg er startet på nyt job den 1. marts hos COWI, mens Susanne først skal starte den 1. april.

Men men men – det er en noget stresset tid vi gennemløber i øjeblikket. Ungerne holder fri sammen med Susanne, da vi ikke ved hvor vi skal bo og derfor ikke ved hvor de skal gå i skole. Susanne farer rundt til en masse forskellige ejendomsmæglere og søger efter bolig i enten Hillerød, Helsingør eller Helsinge. Vi har allerede spottet flere gode boliger, som godt kan bruges. Jeg kan desværre ikke tage med rundt og kigge – kun i weekenden – så Susanne må vælge for os alle.

Det går nok, men tiden arbejder ikke ligefrem med os. Efter den 1. april bliver det ekstra spændende, da ungerne SKAL starte i skole, fordi Susanne starter på job.

I dag skal vi til fødselsdag hos Thorleif og Solveig, hvor fætter Carl fejrer sin 3 års fødselsdag. Det bliver sjovt at se dem.

Vi er landet!

Vi landede planmæssigt i københavn i går aftes kl 19:55, efter 4 timer og 15 minutters flyvning. I ankomsten blev vi blev modtaget af en lille velkomst komite. Det var rart.

Dagen inden vi skulle rejse ville skæbnen at min far strandede i Nuuk, da vejret var for dårligt til at lande i Manitsoq. Derfor nåede vi at spise aftensmad sammen på Gertrud Rasks spisested på toppen af Hotel Hans Egede. Det er et godt spisested, som bestemt kan anbefales, hvis du lige kommer forbi.

Indtil vores afrejse brugte vi fire dage i TELEs indkvartering, hvor den alt for trange plads til tider gjorde ungerne en lille smule urolige.

Vores indbo er som bekendt pakket sammen i en 20″ fods container og den stod i Nuuk og ventede på at blive fragtet med skib, da vi satte os op i flyveren. Den dukker vel op på et tidspunkt.

Lige nu er jeg lidt træt pga de 4 timers tidsforskel, så den første dags tid skal jeg ikke lave noget, der kræver for stor indsats.

Så skal der pakkes – øøh snart

I dag ringede flyttefirmaet og meddelte at de dårligt havde tid til at pakke ned den 16. februar, så det ville passe dem bedre den 17. februar … Nå, ok så bliver det den 17. februar. Bare nu planen holder alligevel.
Vores container kommer så først til Ålborg den 7. marts.

Hmmm, rejsefeberen bygger op så småt 🙂 – specielt når der sker den slags ændringer så tæt på afrejsen.

Så skal der pakkes – snart

Flyttefirmaet var forbi vores ydmyge bolig i går for at tage “mål” af indboet. Efterfølgende bestilte jeg en 20 fods container hos RAL (Royal Artic Line), som det hele skal sendes til Danmark i.
Den 16. februar kommer de og pakker ned, den 17. februar bliver containeren indleveret hos RAL og hvis alt går efter planen skulle containeren ankomme i Ålborg den 28. februar. Her skal den så opbevares af et andet flyttefirma indtil vi har fundet en permanent bolig.
Pyha! så langt så godt…

Mathilde glæder sig til at komme til Danmark, hun tæller ned hver eneste morgen. Det er nok fordi at Susanne og ungerne skal bo hos moster Annette de første par dage efter ankomsten til Danmark.

Forventninger…

Der er ikke vildt gang i vores rejsedagbog. Det er måske fordi vi er i et “tomrum” i øjeblikket, da vi er på vej tilbage til Danmark.

Den sidste tid er gået med at få ordnet de forskellige praktiske ting omkring flytningen, rejsen osv.

Vi taler sammen i øjeblikket om at finde et sted at bo i Danmark, hvilket er vores største “bekymring” lige nu. Vi har et midlertidigt sted at bo, men en hverdag falder først på plads, når vi har fundet en permanent bolig.

Det er også lidt svært at forlade Grønland. Der er trods alt mange ting her, som er spændende, anderledes og tiltrækkende, ting der ikke findes i Danmark. Desuden har vi lært en masse søde mennesker at kende og det er altid svært at tage afsked. Men mon ikke vi møder dem igen på et andet tidspunkt i en anden sammenhæng.

Ungerne spørger også om alt muligt i forbindelse med flytningen, men jeg tror de glæder sig meget til at se resten af familien igen – og helst lidt oftere end de seneste par år. Jeg tror moster i den kommende tid bliver det første besøgsoffer 🙂

Branden i garderoben

Det er den 20/1-2006 og klokken er cirka 3:00.
Jeg er på arbejde sammen med en kollega og vagten er indtil videre forløbet stille og roligt. Pludselig er der en politimand der kalder på min kollega for at få hjælp. Vi kigger lidt desorienterede på hinanden. Meget mærkeligt tidspunkt at se en politimand på ! Han har uniform på, så der er vist ikke noget at være i tvivl om, men man kan jo aldrig vide………..
Vi følger begge to med ham ud på den store gang og kan se at det bare kommer væltende med vand om hjørnet videre ned af gangen og ind mod K-gangen. Hvorfor nu det ?
Nu er gode råd dyre. Vi smider et par dyner på gulvet for at lave en barriere, men det hjælper ikke. Vi henter svaberer for at skubbe vandet væk, men det er også kun en stakket frist. Vandet fortsætter med at løbe ind mod K-gangen, men når heldigvis ikke ind til os, da det løber ned i en sprække mellem dørene til etagen nedenunder. Vores held ,deres uheld.
Nu kommer der flere brandmænd og portører til åstedet.
Det viser sig nu, at der åbenbart har været/er brand i en af garderoberne. Det er tydeligt at se, hvor vandet kommer fra og da døren bliver åbnet, kan vi høre hvordan det vælter ned med vand fra en af sprinklerne i loftet. Den bliver ved til tanken er tom, så hvis ikke hanen bliver lukket, så kommer der altså 20.000 liter vand !
Panikken breder sig for de kan åbenbart ikke finde ham der kan lukke for hanen !
Det ender dog lykkeligt. Rette vedkommende findes og får slukket for vandet og der er heldigvis ingen der kommer til skade.
Nu ligger der rigtig meget vand på gangen som skal suges op igen. Rengøringsfolkene kaldes ind af deres leder og starter oprydningsarbejdet.

Ajaaaa !