Rødkål med balsamico

Ingredienser
1 rødkålshoved i tynde strimler
2 spsk olivenolie
40 g smør
5 dl rødvin
1 stang kanel
10 nelliker
3 spsk balsamico
2 spsk æbleeddike
100 g sukker
salt og friskkværnet peber
3 appelsiner skåret i fileter

Fremgangsmåde
Sautér rødkålen i olivenolie og smør, tilsæt rødvin, kanel, nelliker, balsamico, æbleeddike, sukker, salt og peber og lad det simre i 1 time. Smag til med salt og peber. Vend appelsinfileter i og servér til julemaden.

Grønkålssalat med ristede mandler

IMG_0013
Ingredienser:
200 g grønkåls­blade,
4 cox orange i tynde skiver,
1 granat­æble i kerner

Balsamicomandler:
100 g mandler,
1 spsk. flyende blomster­honning,
2 spsk. balsamico

Dressing:
1 spsk. dijonsennep,
1 spsk. rørsukker,
4 spsk. balsamico,
4 spsk. oliven­olie,
salt og frisk­kværnet peber

Fremgangsmåde:
Hak grønkål meget fint. Rist mandlerne på en tør pande, tilsæt honning og vend rundt, hæld derefter balsamico på, og lad det dampe væk.

Tag dem af panden og lad dem køle ned på et bagepapir. Hak dem groft og vend rundt i grønkålen sammen med æblerne og granatæblekernerne, pisk dressingen sammen og vend i grønkålssalaten.

Krydret lammegryde med grøn cremefraiche

Kilde: Karolines køkken, Lone Kjær

lam.jpgJeg har prøvet denne opskrift på mine unger og den var absolut spiselig 🙂 Jeg anvendte lammeculotter som jeg afpudsede og endelig lod jeg retten stå ca. 45 minutter længere end angivet i opskriften – det betød blot at kødet var ekstra mørt.

Begge mine børn klagede lidt over smagen af kardemomme, men det skyldes nok at den er lidt uvant for os.

Som tilbehør lavede vi ovnbagte rodfrugter: rødbede, pastinak, persillerod og gulerødder.

Hovedret til 4 personer:

1½ tsk spidskommen
1½ tsk fennikelfrø
1½ tsk korianderfrø
1½ tsk kardemommefrø
700 g afpudset lammekød i tern
2 små grofthakkede fed hvidløg
1 lille finthakket chilipeber
1 dåse hakkede flåede tomater (ca. 400 g)
1 tsk groft salt
friskkværnet peber
1 dl Karolines Køkken cremefraiche 18%
1 dl friske krydderurter, fx friske korianderblade og grofthakket bredbladet persille
skal og saft af 1 limefrugt
½ tsk groft salt
friskkværnet peber
Tilbehør
240 g brød

Rist krydderierne ved svag varme på en tør pande til de begynder af dufte. Tag panden af varmen og stød dem i en morter.
Brun kødet i en gryde uden fedtstof. Kødet kan evt. brunes i mindre portioner, så man undgår, at det koger i stedet for at brune. Tilsæt krydderier, hvidløg, chili og tomater. Lad kødet simre ved svag varme og under låg i ca. 45 min. Tag låget af gryden og lad kødet simre i endnu 15 min. – til væden er kogt ind, og sovsen ligger tyk omkring kødet. Krydr med salt og peber og smag til.
Rør cremefraiche tyk med masser af krydderurter, limeskal og -saft, salt og peber. Server cremefraichen til gryderetten sammen med brød.
Tip: Lammegryden skal have tid til at stå at simre, så kødet bliver dejlig mørt og duften af krydderier breder sig.

Næringsindhold Energiindhold for hele retten: 8190 kJ (1950 kcal)
Energifordeling: Protein: 36%, Kulhydrat: 33%, Fedt: 31%

Brusebadsboller

Min mor har efterhånden serveret brusebadsboller for os adskillige gange, så nu mener jeg det er tid til at få opskriften med på mamajasu.dk.

Opskriften er til ca. 16 boller og lyder som følger:

½ l. kold vand
5 g gær
1 tsk salt
evt. 1 tsk rørsukker
250 g speltmel
ca. 350 g sigtet speltmel

Vand, gær, salt, sukker og mel røres sammen til en blød dej. Den sættes i køleskabet i en skål med låg natten over eller i mindst 6 timer.

Bollerne sættes på en smurt bageplade med to skeer eller med hænderne, der evt. er dyppet i vand.

Pladen sættes i ovnen med det samme ved 230° i ca. 25 minutter. Bollerne skal bages godt gyldne og faste over det hele for at være ordentligt gennembagte.

Man kan vælge at bruge hele dejen på én gang eller i flere portioner. Efter sigende skulle dejen kunne holde sig i køleskab i ca. en uge.

Tip: hvis man ønsker nogle lidt grovere boller, så kan der tilsættes en blanding af ca. 100 g solsikkekerner, græskarkerner og sesamfrø til dejen.

Hønsekødsuppe med “matzoballs”

Set på www.dr.dk/aftenshowet

Paprika Steen bad Mikkel om opskriften på en jødisk hønsekødsuppe. Sådan en, som de altid spiser i de amerikanske film, når de er forkølede. Her er opskriften på suppen, som også bliver kaldt “jødisk penicillin”. En undersøgelse på University of Nebraska har nemlig bevist, at suppen virker mod forkølelse. Så det er bare med at få tændt komfuret her i de kolde måneder.

1 hel kylling eller høne (gerne økologisk)

1 persillerod
1/4 selleri og lidt af toppen
2 porrer
1 gulerod
1 løg
6-8 persillekviste
2-3 friske timiankviste
2 løvstilke
2-3 laurbærblade
1 tsk. hele peberkorn
3 nelliker
salt
cayennepeber
lidt olivenolie

Fyld til suppen:
Fint plukket kyllingekød (af kyllingen, som du koger suppen på)
Ca. 500 g. blandede urter og rodfrugter (persillerod, gulerod, selleri, blegselleri, porre, pastinak)
2 Spsk groft hakket bredbladet persille
Matzoballs (se opskrift nedenfor)

Fremgangsmåde:
Kom den hele kylling ned i en stor gryde med koldt vand, så den er godt dækket. Når vandet koger, tilsætter du 1 tsk. salt. Fjern omhyggeligt det skum, som danner sig i overfladen. Ordn grønsagerne, skær dem i grove stykker og hæld dem op i gryden. Kog det hele sammen med timian, løvstikke, peberkorn, nelliker, laurbær. Suppen skal simre under låg i cirka 2 timer.

Tag kyllingen op af suppen, gem kyllingen og si suppen gennem en meget fin sigte – skum evt. for fedt. Smid de udkogte grønsager væk. Pluk kødet af kyllingen.

Skær de blandede grøntsager i små tern – porre i tynde ringe og kom dem i suppen sammen med fintplukket kyllingekød. Kog suppen op og kom persille i. Smag til med salt og lidt cayennepeber og dryp til sidst olivenolie på toppen. Lige inden serveringen lægger du forsigtigt matzoballs i suppen. Men du kan også sagtens spise suppen uden..

Matzoballs:
En rigtig, traditionel, jødisk suppe bliver serveret med hjemmelavede, krydrede “matzoballs”. En slags melboller, lavet af jødisk “matzomel”. Det særlige mel består af knuste matzobrød, som jøder spiser til påske. Melet skal du i en jødisk forretning for at købe, men du kan også erstatte det med rasp.

2 æg
½ dl. vand
1 lille finthakket løg
1 fed presset/revet hvidløg
2 spsk. hakket persille
2 spsk. olivenolie eller hønsefedt
ca. 100 g matzo mel eller rasp
lidt muskat
1 lille tsk. salt og lidt kværnet peber

Fremgangsmåde
Pisk æggene sammen, rør vand i og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad dejen hvile en times tid. Bring en gryde med letsaltet vand i kog – tril dejen til kugler og lad dem simre i vandet i ca. 15 – 20 minutter. Server dem i suppen.

Den ultimative æblekage

Arbejdstid 30 minutter

Gammeldags æblekage. Men lige lidt bedre.. og helt ultimativ!

Ca. 3 dl. pisket flødeskum

Æblemos:
1 kg æbler gerne madæbler
300 g sukker
½ vanilje stang
3 spsk. korender eller rosiner
3 spsk. vand

Fremgangsmåde:
Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i tern. Drys sukkeret på i en stor gryde, og varm op, til det er helt smeltet og lysebrunt. Kom æbler, vanilje, vand og korender ved og rør rundt. Læg låg på gryden og lad mosen småsimre ca. 15: 20 min. Køl ned, inden du blander med rasp.

Kagerasp:
50 g. rasp
25 g. havregryn
75 g. sukker
50 g. nødder
1 spsk. smør
evt. lidt kanel og kardemomme

Fremgangsmåde:
I en tykbundet gryde eller pande ristes alle ingredienser ved god varme. Omrør konstant, til raspen er gylden. Tag gryden fra varmen og under fortsæt med at røre. Når raspen er kold kan den opbevares i bøtte med tætsluttende låg.
Æblemos og rasp lægges sammen lag på lag og til sidst fordeler du flødeskummet. Og så er der æblekage til hele familien.

Moderne kalvelabskovs

Hovedret, 4 personer

800 g kalvesmåkød i tern 2×2 cm
7 bagekartofler
1 knoldselleri
1 pastinak
1 persillerod
2 porrer
3 laurbærblade
25 g hvide peberkorn
salt
peber
vand el. grøntsagsbouillon
purløg

1. Sæt kalvekødet over i 1½ liter koldt vand eller grøntsagsbouillon og bring det stille og roligt i kog. Skum hyppigt.

2. Skræl kartofler og grøntsager og skær dem i tern på ca. 2x2cm. Gør porrerne i stand og skær dem i ringe på ca. 1 cm tykkelse. Læg laurbærblade og peberkorn i en gazepose.

3. Tilsæt alle de udskårne grøntsager, undtagen porrerne, og gazeposen. Tilsæt porrerne 20 min. før retten er færdig. Lad det hele koge ca. 1½ time ved svag varme, indtil kødet er mørt og grøntsagerne kogt næsten helt ud. Fjern gazeposen, når retten er færdig og smag til med salt og peber. Servér retten drysset med masser af skåret purløg. Rugbrød og syltede rødbeder kan serveres til.

NB salt må først tilsættes til sidst, da kartoflerne ikke koger ud i saltet vand.