Huset fuldt

I denne uge har jeg haft besøg af Susanne, Mads, Mathilde og Emilie. Det var helt fantastisk at få besøg hjemmefra. Deres tur herned gik efter planen undtagen det sidste stykke i taxa fra Dubai lufthavn og til Al Seef, hvor jeg bor. Men nu ved vi, hvad vi skal bede taxachaufføren om at køre efter næste gang. Chaufføren kendte nemlig godt Khalifa Park, der ligger tæt på min bolig.

Abu Dhabi’s gader har navne, men jeg har ikke set husnumre på nogen bygninger, så orientering i byen sker bl.a. ved at spørge efter noget i nærheden af det man søger – det er så specielt svært hvis det er første besøg. Heldigvis er der gode navigations app’s til mobilen. Min favorit hernede er maps.me, da den også fungerer offline.

Anyway, vi kunne snildt være 5 voksne personer i lejligheden. Susanne og jeg i soveværelset. Mathilde og Emilie i gæsteværelset og Mads i stuen. Jeg fik da ingen klager.

Vejret i løbet af ugen var måske ikke så ophidsende. Det var skyet/støvet det meste af tiden og en gang imellem faldt et par regndråber. Temperaturen holdt sig dog fint på den gode side af 24 grader. Alt andet lige var vejret bedre end i Danmark.

Jeg tror de blev lidt overrasket over min bil. Det er også et ordentligt lokum med plads til 7 og en klasse F som energimærke. Til gengæld føler man sig rimelig sikker i en Pajero under kørsel.

Vi fik set noget af byen og specielt dens mall’s: Mushrif Mall, Marina Mall, Abu Dhabi Mall og Yas Mall. Der blev shoppet og spist ude. Vi gik en lang tur på Cornice. Der var rigelig tid til at ligge ved poolen, træne i motionscenteret og ellers benyttede mine gæster muligheden for at sove længe hver dag. Jeg havde nemlig ikke fri, men kunne heldigvis gå fra arbejde hver dag ved 14-tiden, så vi kunne være sammen. Så må jeg indhente de forsømte timer i de næste uger.
En anden gang skal jeg også holde fri, når de er på besøg.

Ugen gik alt alt for hurtigt. Det var ikke en rar følelse at se dem køre afsted i taxaen mod Dubai lufthavn uden mig. Det gjorde et øjeblik ondt i sjælen. Min lejlighed blev pludselig meget tom igen. Alting har en pris. Det har mit valg med at tage dette job også. Heldigvis er det kun midlertidigt. Jeg tænker jævnligt meget over hvad jeg gør, hvorfor jeg gør det og hvad konsekvenserne er for familien.

Foreløbigt har jeg planlagt at komme til Danmark i slutningen af juni og vi har talt om forskellige muligheder for sommerferie sammen. Så var der vist også stemning for at besøge mig hernede i uge 42. Under alle omstændigheder så skal flyveturen gå til Abu Dhabi lufthavn i stedet for Dubai næste gang. 90 minutter i taxa er for lang tid selvom det kun koster AED 350,-

Der er bare lang tid til vi ses igen. Lige nu.