Så er der snart besøg.

Så er der mindre end 24 timer til at jeg får besøg af familien. Det bliver så godt. Det ser ud til at vejret bliver ret godt hernede den næste uges tid.

Gaden jeg bor på.

Nu er lejligheden stor nok til os alle 5, der er bare en seng for lidt. Så jeg har købt en ekstra madras. Det var ikke nemt at finde den madras. Jeg havde i tankerne at det skulle være en foldbar type der er let at gemme væk. Jeg havde også set dem i min lokale Carrefour, men udskød at købe så længe at de alle var udsolgt. Så jeg måtte en tur i IKEA, de har i øvrigt 25 års jubilærum i Abu Dhabi, og det var en spøjs oplevelse. Det kendte sortiment med svenske navne, det var lidt ligesom at være hjemme. Måske kan et besøg i IKEA anvendes mod hjemve?

Jeg har været et par gange i Mushrif Mall for at købe ting til køkkenet, et par dimser til at forstærke det trådløse netværk i bebyggelsen og en Chromecast til mit TV så jeg kan se Netflix.
Hvordan kan det være at ligegyldigt hvor jeg bor så er det trådløse netværk konfigureret med hovedet under armen? Det er bare sat op i loftet og forbundet med kabler, men ingen har skænket det en tanke at der skal laves en opsætning der passer til stedet og formålet? Måske jeg skal tilbyde dem at lave det rigtigt?  Men det er nu også sjovt at sende en film fra Netflix til naboens TV…. eller afbryde det de allerede ser….

Jeg sover stadig meget uregelmæssigt og er i søvnunderskud. Jeg tror det nok skal falde på plads i normal rytme, når tingene bliver hverdagsagtige. Min træning er også uregelmæssig – det tager jeg roligt for det har jeg selv styr på. Et nyt element i min træning bliver svømning. Der er en fin 25 meter pool lige uden for min dør og vandet er varmt 🙂 hele året 😎

Det lader til at mine papirer er ved at falde på plads. Den 19. februar skal jeg have taget blodprøver og så skal jeg hente ID og kørekort. Det bliver godt at få det på plads.
En af fordelene ved at få et ID, som måske lyder mærkeligt, er at jeg så kan få et billigere abonnement til min mobil. Mit nuværende koster mig AED 75,- hver 14. dag. Det svarer til ca. kr 300 om måneden. Nu har jeg været nødt til at fylde ekstra på, så det er faktiske endnu dyrere. Jeg savner mit Oister mobilabonnement til kr 79,- pr måned.