Det danske sundhedsvæsen

Jeg er ikke ansat i det danske sundhedsvæsen, men jeg har alligevel med tiden og helt uforskyldt fået et indgående kendskab til, hvordan det er at arbejde på gulvet med at passe de uheldige medborgere, der bliver ramt af sygdom.

Jeg er selv uddannet ingeniør fra DIA og har et job i det private erhvervsliv. Jeg har boet sammen med en sygeplejerske i over 20 år og vi har to børn sammen.

I gennem tiden har jeg lyttet til og selv mærket, hvordan man planlægger og koordinerer arbejdet på et dansk sygehus. Desuden har jeg lagt øre til historier fra personalemøder og andre personaleoplevelser, som med tiden har givet mig et billede af, hvordan ledelsen behandler sit personale – også når der igen er gået fisk i økonomien. Jeg anerkender at mit billede måske ikke er det sande billede, men hvem kender det sande billede?

Jeg vil ikke opremse alle mine oplevelser her. Det vil ikke være fair overfor nogen, men jeg vil forsøge at samle lidt op på mine oplevelser.

Personalet på et sygehus i Danmark arbejder der ikke fordi det er et kald. Ej heller fordi de er slaver, der er blevet tvunget til det. De arbejder der fordi de interesserer sig for at at behandle og pleje syge mennesker. De arbejder der fordi det er et job der giver dem en løn, så de selv og deres egen familie kan opretholde en anstændig tilværelse i det danske samfund.

I gennem de sidste mere end 20 år har jeg stået på sidelinjen og været vidne til forskellige faglige kampe og politiske beslutninger, som de ansatte bliver påvirket af – direkte og inddirekte. Min egen private observation er at det hjælper ikke så meget at strejke, mindre kollektive aktioner giver små resultater og et jobskifte ender i den samme trummerum efter et stykke tid, hvis man ikke passer på.

Gode råd er dyre, så her er nogle halvgode gratis af slagsen:

På det jobmæssige plan: Jeg tror og stoler på den gode dialog. Jeg tror på at alle mennesker, hvis de for lov til det, kan bidrage til at løse problemer: uanset hvilket problem det måtte være. Det handler kun om at få lov til at bidrage.

På det personlige plan: Sæt dig ned i ro og fred og lad tankerne flyve: Hvad vil jeg med mit arbejdsliv? Hvad vil jeg med mit familieliv? Hvad er det jeg brænder for, når jeg arbejder? Hvad er mine passioner i livet?

Vores liv i denne verden er kort. Vi er her kun i et begrænset antal timer. Livet i den korte tid skal være så godt som muligt og det vil jeg selv gå meget langt for.