Plastikperler

Nu har den danske vinter 2009/2010 snart varet i rigtig lang tid. Selvfølgelig er det rart at være udenfor i sneen og den friske luft, men det er nu også rart at trække indendøre i varmen.

Når vi opholder os indendøre så gælder det om at være lidt opfindsom ellers kan man godt komme til at kede sig lidt i længden. Hver især finder vi på noget som vi godt kan li’ at beskæftige os med. Der er heldigvis mange muligheder.

Mathilde har kastet sig over de små plastik perler fra Hama. I forhold til dengang i urtiden, da Mathildes forældre var børn(!) så er der sket en udvikling med perlerne. Det allerførste man lægger mærke til er at ungerne kalder det “at perle”, når man sidder og lægger perlerne på plade. Det næste er at der er mange flere farver og plader end i urtiden. Der fås også kataloger med billeder af alle de muligheder der er for at fremstille blomster, dyr, figurer osv.

Det helt fantastiske ved at Mathilde perler er at der er forholdsvis roligt i hendes umiddelbare omgivelser. Det lader til at perlerne kræver en rolig hånd og koncentration, hvilket sænker støjniveauet en del. Det bedste er at perleriet kan fortsætte i timevis.

Nu har jeg og Susanne også en gang imellem kastet os ud i at perle og det er faktisk en aktivitet som er meget afslappende.

Mathilde har efterhånden fået fremstillet en pæn lille samling og der har kun været få uheld med strygejernet som har ødelagt et par af pladerne.

Mathildes samling

Jeg ved ikke om det er et krav at der skal være DR Oline på radioen når man perler, men det er der næsten hver gang.