Lørdag

Det er lørdag morgen. Susanne tog afsted på arbejde lige efter jeg var væltet ud af sengen. Mathilde er hurtigt kommet på banen her til morgen – det skyldes nu mest at hun gerne ville have genetableret sine fletninger i håret, men Susanne havde ikke lige tid og jeg kan ikke finde ud af det. Hun må vente til i aften.

Mads snorksover – endnu – han er på det sidste blevet sværere at få ud af sengen om morgenen. Han kan godt li’ at sove længe, men hvem kan ikke det.
Mathilde har sat tegnefilmen “Robotter” på DVD’en og spiser havregryn mens jeg læser nyheder på nettet om dit og dat.

Hele den sidste uge har været lidt hård. Susanne har haft aftenvagter og jeg har deltaget i et kursus om projektledelse. Men hva’ gør det – vi kender jo trummerummen. Jeg er dog lidt flad i dag og den eneste aktivitet bliver formentlig en tur til posthuset for at hente en pakke sammen med ungerne. Så må vi købe ind i morgen.

På vejrudsigterne i DK kan jeg se at sommeren ikke helt har sluppet sit tag endnu. Jeg savner farverne på efteråret i DK. Hos os er der kun farveskift mod det hvide 🙂 De næste par dage har de heroppe lovet skyfri himmel og temperaturer ved nulpunktet. Det er sådanne dage heroppe, som er de bedste. Frisk luft og masser af sol.

Sidst jeg talte med min far skulle han herop for at tale med KNI om en ansættelse i et job i Manitsoq. Det er den nærmeste by nord for Nuuk. Vi har dog ikke hørt noget fra ham endnu.