Om at dyrke motion og at leve sundt

Overalt på nettet og i medierne findes der beretninger, historier, artikler osv. omkring sund livsstil med rigtig kost og god motion. Nu synes jeg også at jeg vil bidrage med mine erfaringer.

Lad det være sagt med det samme: jeg er ikke ekspert i motion, men jeg har dyrket motion og læst en del bøger om emnet. Jeg er ikke læge eller diætist, men jeg ved hvordan min krop reagerer når jeg udsætter den for forskellige fødevarer eller forskellige fysiske prøvelser.

Jeg har igennem mange år (siden jeg var 10-11 år) dyrket motion i alle mulige former, som for mit eget vedkommende har givet en række erfaringer omkring det at være fysisk aktiv. Jeg har for sjov lavet en liste over de fleste motionsformer og sportsgrene jeg har prøvet at kaste mig ud i:
Fodbold, håndbold, sejlsport, volleyball, basketball, 100m løb, 4x100m løb, spydkast, højdespring, længdespring, Taekwando, badminton, bordtennis, svømning, løb, cykling, spinning, arobics, Triahtlon, styrketræning.

Den sportsgren jeg har holdt ved i længst tid er løb skarpt forfulgt af svømning og styrketræning. De sportsgrene jeg droppede hurtigst ud af var basketball, volleyball, højdespring og længdespring (nok mest fordi mine 170 cm i højden ikke når langt).
Den sportsgren som jeg er kommet til at holde mest af er styrketræning.

Det vigtigste jeg har lært når man motionerer og bruger sin krop er at finde den motionsform man synes om og som man hver gang glæder sig til at komme i gang med.

Motion dyrkes allerbedst når man har lysten til den.

Hvordan finder man så frem til den lyststyrede motion. Det gælder simpelthen om at prøve sig frem. Det tager tid – det er vigtigt at bruge tid. Derudover bør man finde ud af om det er en motionsform, hvor man selv føler at man med tiden kan vokse og udvikle sig. Hvis det bliver for ensformigt er der en stor risiko for at man kører træt i det for til sidst at droppe den helt.

Jeg læste en artikel af en overlæge som ikke giver meget for den moderne motion med 3 gange 1 time ugentligt i et motionscenter. Jeg er tilbøjelig til at være enig. Det gælder om at holde sin krop i gang fysisk hver dag på en eller anden måde – uanset hvor lidt det måtte være. Eksempelvis gælder det om at få gået så mange skridt hver dag som muligt. Tag gerne en omvej. Rask gang får din puls op i det rette niveau til at øge fedtforbrændingen. Jeg benytter enhver lejlighed til at få gået lidt ekstra.

Selvom vi er moderne mennesker med en højt udviklet intelligens, som vi bruger meget, så er vores krop altså stadig et pattedyrs krop, der i bund og grund er skabt til bevægelse. Vores krop er ikke skabt til kun at sidde i en bil, i et tog på en kontorstol eller foran TV’et hver aften. Den er heller ikke skabt til ensforminge og monotome gentagelser. Den skal bruges varieret – ligesom vores hjerne.

En pudsig observation jeg har gjort omkring fysisk udfoldelse er at ens hjerne er en del mere ambitiøs end kroppen nødvendigvis kan følge med til. Så det gælder om at holde hovedet koldt og have realistiske forventninger og mål til sin fysiske udfoldelse. Men husk at have ambitioner og mål – de er med til at fastholde din lyst og motivation for at fortsætte. Der ligger en stor tilfredsstillelse i at nå sine mål!

Så er der det ernæringsmæssige perspektiv. Min erfaring er ganske kort – sund og korrekt ernæring er en forudsætning for at nå sine mål i de fysiske aktiviteter og med sin krop. Vores krop er en stor og kompleks organisme som er forbundet på alle mulige tænkelige måder. Det hjælper ikke at mose på med de fysiske aktiviteter for at tabe sig, hvis man bagefter “belønner” sig selv med forkerte fødevarer, slik og andet godt.

Det er min holdning at der ikke findes slankekure – der findes kun livsstilsændringer af den permanente slags, hvis man ønsker et godt og sundt helbred.
Tænk engang over det: Kommer kiloerne ikke tilbage igen efter slankekuren, hvis du bare fortsætter med den livsstil, der gav dig de ekstra kilo?

Hvis jeg skal summere yderligere op omkring mine observationer så må det være:

Søvn er vigtig. Du skal have 8 timers søvn hvert døgn og man kan ikke sove på forskud. Ens krop og hoved går i “zombie-mode” hvis man mangler søvn. Men vær opmærksom på at selvom man er træt i hovedet efter en arbejdsdag, så er din krop ikke nødvendigvis træt eller udmattet. Jeg har mange gange opnået fornyet energi efter motion selv om jeg forinden var træt i hovedet.

Din væskebalance er vigtig. Sørg for at drikke mindst 1,5 liter rent vand hver da , udover hvad du ellers drikker. Jeg tager 8 glas vand (af ca. 2 dl ) spredt hen over dagen uafhængigt af hvad jeg ellers drikker (jeg elsker kaffe og drikker gerne meget at det også). Der skal også indtages ekstra væske under motion.

Din vejrtrækning er vigtig. Lær at trække vejret ordentligt både når du motionerer og når du f.eks. holder en pause på jobbet. Husk at vores krop er en kompleks størrelse – den har også brug for ilt.

Kom ud af komfort-zonen! (Chris McDonald er fader til den bemærkning). Hold op med at finde på undskyldninger for at undgå motion og sund kost. Du skal lære at se mulighederne og glemme forhindringerne. Find tiden, opsøg mulighederne, gør noget – gør noget her og nu! Det bedste tidspunkt i dit liv er lige nu.

Sidst, men ikke mindst – husk at lytte til din krop – sørg for at søge professionel hjælp, hvis du føler der er noget galt. Nettet, venner, kollegaer og familie er ok at søge information hos, men det er kun de professionelle, der virkeligt kan hjælpe dig.