AC/DC koncert i Parken

ACDC_TacomaVi (mine brødre, et par unger og en bekendt) var inde og se AC/DC i Parken den 19. juni – det var en rigtig god og næsten klassisk AC/DC koncert. Der blev spillet hit efter hit og Angus leverede på et tidspunkt en guitar-solo som varede hvad føltes som 20 minutter eller deromkring. Scene opsætningen var flot centreret omkring et mega stort lokomotiv og 4 storskærme, så vi kunne følge med i alt hvad der foregik på scenen. Angus og Brian leverede også deres særlige form for humor, som adskiller AC/DC fra andre rock bands. Alt i alt en fænominal oplevelse.

Der er blot et lille skår i glæden over koncerten – Parken. Det var desværre alt for tydeligt under hele koncerten, at lydforholdene i Parken ikke er særlig velegnet til koncerter. Der er for mange betonoverflader som giver reflektioner og efterklang – og alt efter hvor man sidder eller står, så kan det opleves som en irriterende rumlen i baggrunden, som forstyrrer lydoplevelsen.

Nu kunne nogen mene at det kan da være ligegyldigt ved en koncert med AC/DC eller andre rock band med samme stilart. Jeg vil nu alligevel mene at det er vigtigt at lydoplevelsen er rigtig ved alle former for musik.

Så konklusionen er klar: Band og musik i verdensklasse – Parken, tja den kan jo bruges til fodboldkampe.