Myron George i Underverdenen – kapitel 1

Min søn er i gang med at skrive en bog, som bygger på græsk mytologi. Vi har talt om at det kunne være sjovt at udgive den, så her kommer en bid af den:

Kapitel 1.

Orcus

Der var mørkt overalt. Der var ingenting at se, fordi mørket var så tæt og gennemtrængende. Men selvom man ingenting kunne se betød det ikke, at der var stille. En flods stille rislen kunne høres nede for foden af, hvad der måtte være en høj klippe.

Myron George var på toppen af denne klippe og lå ned på alle fire mens han følte sig forsigtigt frem efter en vej ned fra klippens top. Han vidste ikke hvorfor, men noget sagde ham, at han skulle ned til den rislene flod forneden af klippens fod.

 

Myron havde været en meget almindelig dreng på 15 år, da han pludselig døde. Han havde stået og ventet på bussen en regnfuld eftermiddag uden nogen form for bekymring, da han uden varsel var faldet om, efter at være blevet ramt af noget, han kun kunne huske som et blændende hvidt lys. Også stod han så på toppen af klippen efter, at der var gået et øjeblik, der føltes som timer.

Meget mærkeligt, syntes han. Hvor var han dog henne?

Hans hånd fandt noget han syntes var ligesom et trappetrin. Han satte sig forsigtigt ned på det og mærkede til sin store overraskelse et andet trin med sine fødder. Han satte sig, ligesom før, ned på trinet og mærkede igen endnu et trin. Han havde fundet en trappe hugget ud i klippen.

Myron rejste sig og begyndte forsigtigt at gå ned af den solide klippetrappe. Flodens rislen blev højere og højere, jo længere ned han kom. Den blev til en blid brusen.

Trappen snoede sig rundt om klippen, det kunne Myron fornæmme. Flere gange var han lige ved at træde ud over kanten, men nåede lige at rette op i tide, så han ikke styrtede ned. Han holdt sig inde ved klippevæggen resten af vejen.

Nede forenden af trappen var der en lille lygte, der hang og dinglede på toppen af en høj, tynd pæl. Pælen var placeret ude i floden forenden af en meget lille, men temlig vakkelvorn havnebro. Myron trådte forsigtigt ud på den, og den knirkede faretruende. Han gik dog ud til kanten af broen og stirrede ned i vandet. Myron kunne ikke se bunden af floden, men flere gange syntes han, at han så et ansigt glide forbi. Men det var sikkert bare noget han bildte sig ind.

En båd kom pludselig glidende henover vandet fra en tåge lidt forude. Det var en fin, men temlig gammel båd. I båden stod en skikkelse, Myron tænkte måtte være en mand, klædt i en lang, grå kutte med hætten trukket op, så den skjulte ansigtet. Myron vidste godt, hvem manden var. Det var Charon, færgemanden.

 

Båden lagde til ved den lille havnebro. Charon vendte sit hætteklædte hoved langsomt mod Myron.

“Er du Charon?” spurgte Myron usikkert. Charon nikkede langsomt.

“Skal du sejle mig over Styx?” Charon nikkede igen.

“Koster det noget at sejle med?” Charon nikkede og holdt en hånd frem.

“En obol” sagde Charon med en dyb, ralende stemme.

Der stødte Myron ind i et problem. Han havde ingen obol på sig. Kun en ørering af guld. Han tog den ud og rakte den til Charon.

“Kan den bruges?” spurgte Myron tøvende. Til sin store lettelse nikkede Charon, tog øreringen og lagde den ind i sin kuttes folder. Charon gjorde gestus til Myron, at han skulle tage plads forest i båden. Der satte Myron sig. Charon satte af fra den lille bro og roede let og elegant afsted ud i mørket.

Båden gled let frem henover vandet og gyngede overhovedet ikke. Dette undrede dog Myron, men kom i tanke om, at han var død, og at sjæle vejer mindre end en fjer.

Efter noget tid med tavs roen spurgte Myron Charon,”Hvor længe har du været færgemand?”

Charon stoppede med at ro og tænkte lidt over sit svar.”Omkring titusind år. Det er ikke lang tid hernede.” svarede han og roede videre.

Myron måbede. Han kunne ikke fatte at Charon havde brugt alle de århundreder på at sejle op og ned af Styx, med den ene sjæl efter den anden.

“Er det det eneste du laver hernede?” spurgte Myron.

“Nej, nej” svarede Charon langsomt,”Jeg er også Lord Hades budbringer.”

“Lord Hades budbringer?” spurgte Myron undrende. Han forstod ikke, hvad Hades dog skulle med en budbringer hernede, men han havde vel sine grunde.

“Hvor skal vi hen?” spurgte Myron.

“Til Hades” svarede Charon kort for hovedet.

Lidt efter skete der noget der næsten fik Myron til at vælte båden. Han udstøtte et lille hvin. En enorm hund med tre hoveder var netop hoppet ud i floden Styx og hoppede rundt i vandet med alle tre hoveder rettet fremad og sniffede. Det så ud som om den prøvede, at finde et eller andet, som lå nede i vandet.

“Åh, nej.” sukkede Charon tungt,”Sisyphos er stukket af fra Tartaros. Igen.”

“Sisyphos?” spurgte Myron vantro,”Ham fyren, som skubber en sten op af et bjerg.”

“Den selv samme” svarede Charon og roede videre.”Hunden med de tre hoveder er Cerberus. Den tjente formålet med at forhindre sjæle i at forlade Underverdenen. Men efterhånden kunne den ikke holde styr på alle de sjæle, som dukkede op for et halvt århundred siden. Flere og flere sjæle slap væk fra Cerberus og flygtede tilbage til jorden.”

 

 

De var efterhånden nået temlig langt op af floden Styx og der var kommet et sælsomt lys fra toppen af et højt bjerg. Det mindede lidt om måneskin.

Myron kunne lige skimte en bygning hugget ud i toppen af bjerget. Søjlerne, der stod ved siden af det enorme vindue var af kulsort sten. Bjerget var underligt nok dækket af sne. Neden for foden af bjerget lå der noget som godt kunne minde om en lille landsby.

Charon styrede båden hen mod en lille havn, hvor han lagde til. Myron steg af båden og trådte op på en havnebro, nøjagtig magen til den havde havde ventet på, for foden af den høje klippe, bortset fra at den her var mere solid.

“Du skal op på toppen af bjerget.” sagde Charon og pegede op mod toppen.

“Hvad skal jeg der?” spurgte Myron og så med rynket pande op mod bjerget. Det så ikke ligefrem indbydende ud. Hele stedet her talte sit tydelige sprog om at man skulle holde sig langt væk derfra.

“Der vil du blive dømt af Hades. Han vil beslutte om du skal til Sletterne, Elysium eller Tartaros.” svarede Charon som om det var lige så let som at gå til eksamen.

“Dømmes?!” udbrød Myron,”Hvad vil jeg…” Men han tav brat. Han havde vendt sig for at se på Charon, men han var forsvundet.

Myron stod lidt på havnebroen og spejdede efter Charon, men måtte erkende at han var væk. Han syntes, at det var meget mystisk, at Charon bare var forsvundet midt i den tomme luft, men på den anden side var han jo også kommet ned til et mystisk sted. Så Myron besluttede at glemme det med Charon og gik så afsted mod toppen af bjerget.

 

Landsbyen, der lå for foden af bjerget var et virkeligt skummelt sted.

Der var næsten ingen mennesker at se nogen steder, men de mennesker, som var der var et frygteligt skue. Med deres stålgrå, læder-agtige hud og deres hvide indsunkne øjne uden pupiler, gjorde de en uhyggelig fremtræden. Deres kroppe var dækket af lasede, slidte, grå klude. Myron gjorde alt for at undgå dem på sin vej op til Hades.

Vejen op til toppen af bjerget var stor stentrappe. Forenden af den var der en åbning, som udsendte det måneskins-agtige lys. Myron gik op efter at ha’ stået et par sekunder og kigget op på det.

Hvad ville han mon blive dømt for når han stod overfor Hades? Det var, hvad Myron tænkte på mens han gik op af den stejle stentrappe.

Ville han blive sendt til Tartaros? Eller Elysium? Eller Sletterne?

Han nåede enden af trappen og gik ind i et kæmpestort, kvadratisk tronrum. Der hang fakler rundt omkring på væggene og lyste med et blåt skær. Væggene selv var lavet af hvidt sten og loftet var mørkeblåt med små hvide glimtende prikker. Mon de skulle forestille stjerner, tænkte Myron da han kiggede nærmere på dem. Gulvet var af blankt sort, marmor og det reflekterede loftet og faklerne. Ved enden væggen stod der en trone på et lavt podium. Den var lavet af lysegrå sten, draperet med et dyreskin. På tronen sad der en mand klædt i sort fra top til tå. Hans hoved og hals var det eneste, som ikke var dækket og Myron kunne ikke lade være med, at måbe ved synet af ham.

Hans ansigt var uden den mindste hårvækst, velplejet og smukkere end en solopgang. Hans hår var kastanjebrunt, let krøllet og gik ned til skuldrene. Hans øjne var klare og blå, som safirer. Lige nu sad med lukkede øjne og hænderne flettede oppe foran sin mund. Han lignede en som sad og tænkte.

“Øh, undskyld mig?” spurgte Myron tøvende. Manden åbnede øjnene og stirrede træt på Myron.”Er du Hades? Ham, som skal dømme mig?”

“Hvad laver du hernede, dødelige?” spurgte manden og rejste sig op og stirrede på Myron som om han var en gammel fjende.

“Øh, Charon sendte m…” begyndte han, men manden afbrød ham.

“Hvad laver et menneske hernede i mit rige?” spurgte han rasende,”Svar mig!”

“Men jeg er død.” svarede Myron og begyndte, at få en klump i halsen.”Jeg døde og vågnede op på toppen af et bjerg, lige oppe af floden Styx. Charon sejlede mig hertil.”

Manden, som Myron nu vidste hed Hades, stirrede vantro på ham.

“Hvis du er død, hvordan kan det så være, at du stadigvæk har din krop?” spurgte Hades og pegede op og ned af Myrons krop.

“Hvad mener du?” spurgte Myron og så ned af sig selv. Han kunne ikke forstå, hvad det var Hades mente.

“Kig i spejlet, menneske.” sagde Hades og pegede over mod væggen. Der hang et kæmpestort spejl med en snoet ramme omkring glasset. Myron gik hen og stillede sig foran det. Der stod og så på sig selv.

“Kan du se dig selv?” spurgte Hades

“Ja” svarede Myron,”Det kan jeg.”

“Så er du ikke død.” sagde Hades som om det var en almindelig læge-undersøgelse.”De døde har intet spejlbillede, for de har ingen krop. Og kun en menneskes krop kan ses i dette spejl.”

Hades gik ind foran sejlet. Han lignede fuldkommen sig selv. Myron havde dog troet at Hades spejlbilled ville være anderledes, et eller andet frygtindgydende monster eller sådan noget.

“Jeg spørger endnu en gang, menneske.” sagde Hades meget utålmodigt.”Hvad laver du hernede i mit rige?”

Myron vendte sig og stirrede ind i Hades rasende blå øjne. Han vidste ikke hvorfor, men det at se Hades rasende var ikke noget, der klædte ham. Hele hans ansigt var fuldkommen fordrejet af den vrede, som kogte inden i ham. Myron syntes, at det var noget underligt noget, at hidse sig op over. Hvorfor måtte et menneske ikke være nede i Underverdenen?

“Jeg tror, at jeg blev ramt af et lyn.” sagde Myron tænktsomt.

Al vreden forduftede fra Hades ansigt og blev erstattet af frygt. Han så helt bleg ud.

“Et lyn siger du?” spurgte Hades langsomt.

“Ja” svarede Myron.

Hades sank en klump og lukkede øjnene som om han lige havde hørt en uhyggelig nyhed. Han gik ned på det ene knæ, som om han havde fået det meget dårligt.

“Øh, har du det godt “¦ Hades?” spurgte Myron forsigtigt.

Hades tog en dyb indåndning og spurgte så,”Var dette lyn gyldent eller hvidt?”

“Øh” sagde Myron overrasket. Det var et mærkeligt spørgsmål. Var det ikke lige meget om det var gyldent eller hvidt?

“Jeg tror nok, at det var gyldent. Hvorfor?”

Hades så op med et ansigt der udtrykte chok. Han så endnu blegere ud end før.

“Fordi” svarede han skælvende,”et lyn er et symbol på min bror Zeus. Han har længe været efter mig, fordi jeg har forsømt min pligt som Underverdenens hersker og vogter. Måske overvåger han mig, gennem dig.”

“Af hva’ for noget!?” udbrød Myron. Det var det mest fjollede, han nogensinde havde hørt. Og selvom Hades havde ret, hvorfor skulle Zeus så sende ham ned til Underverdenen. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt.

 

Myron havde mere tilfældes med Hades end han troede. De havde begge klassisk musik som deres fortrukne musik genre og elskede begge duften af nyslået græs. Men i udseende var de meget forskellige. Myron var ikke brunhåret som Hades, men blond og kort håret. Han havde lysbrune øjne og hans ansigt var rundt.

Det var sjovt at være sammen med Hades selvom hans førstehåndsindtryk havde været noget skræmmende. Men Hades var en flink fyr, og hans kone Persefone var ligesom ham smukkere end noget Myron nogensinde havde set.

Hendes hår var sort og langt og sat op med hårnåle formet som blade. Der hang en duft af forår og frisk vind over hende. Når hun stirrede på en med sine græsgrønne øjne og smilede blev man helt varm indeni.

Når Persefone var i tronsalen blev alting lyst og sommer-agtigt. Selv sjælene blev forandret. Deres hud fik den samme farve som alminelige menneskers, deres øjne var ikke længere insukne og de var helt opløftede som man bliver når det er forår eller sommer.

Blomster stod i flor over det hele og selv floden Styx havde fået et helt andet udseende. Før var den hverdagsgrå og tilsølet med skidt og snavs, men nu var vandet i den pludselig klart og rent.

“Hvorfor sker alt det her?” spurgte Myron Hades, da de var ude og gå langs Styx med Persefone.

“Det er på grund af Persefone.” svarede Hades,”Når hun er i sammen med mig, ændres Underverdenen. Det var derfor, at jeg giftede mig med hende. Hun fik mig ud af min ensomhed og bragte liv til Underverdenen.”

Han betragtede Persefone, der plukkede vintergækker på toppen af klippe.

“Men du bortførte hende jo.” sagde Myron,”Du tog hende med herned for din egen skyld uden hendes tilladelse.”

“Nej, jeg gjorde ikke.” sagde Hades fornærmet,”Vi havde længe haft et hemmeligt forhold oppe på overfladen og vi elskede hinanden højt, men vi vidste at Demeter og Zeus aldrig nogensinde ville godkende vores forhold. Det var faktisk Persefone, som ville ha’ at jeg bortførte hende. Men jeg ville ikke til at begynde med. Jeg var bange for min bror, Zeus’ vrede.

Men hun sagde, at vi blot skulle gifte os, når vi var sammen i Underverdenen, for så ville Zeus og de andre guder ikke kunne sætte sig imellem vores ægteskab.”

Han sagde alt dette i rivende hast, som han i århundrede havde brændt efter, at fortælle det til nogen. Han var også blevet helt rød i hovedet, da han havde sagt det.

Myron så helt lamslået ud. Kunne det være at alting, ikke er, hvad det giver sig ud for at være?