Mobilt bredbånd

Jeg har et ambivalent forhold til mobilt bredbånd. På mange punkter mener jeg, det er totalt overflødigt i en almindelig hverdag. På den anden side har jeg svært ved at forestille mig at undvære det helt, når f.eks. tiden fordrives i sommerhuset.

Ja, jeg ved godt at sommerhuset burde være et fristed uden elektroniske dimser med total afslapning. Men lad os se det i øjnene. Sommerhuset er heller ikke et helligt sted og der tikker jo alligevel SMS, e-mail og chat ind på mobilen.

Jeg har så brugt tiden lidt på at anvende mobilt bredbånd og nej, jeg gider ikke analysere priser, båndbredder eller dækningskort. Det handler mere om det rent faktisk kan bruges eller bliver brugt, når man nu er væk fra sine faste internetforbindelser.

Opkobling til mobilt bredbånd gør jeg på to forskellige måder: via en USB dongle eller via hot spot på min HTC mobil. Begge måder fungerer fint og der er ingen nævneværdige forskellige på anvendelsen, når først forbindelsen er etableret.

Der er dog lidt små problemer med at etablere opkoblingen (synes pigerne i huset i hvert fald). Anvendes USB donglen, så skal der startes et program, som sparker gang i forbindelsen. Hvis derimod HTC mobilen anvendes, så skal den lige sættes op som et WiFi hot spot og tilsluttes noget strømforsyning (ellers holder den ikke længe på batteriet). Så går der også lidt tid, hvor forbindelsen lige skal falde på plads, hvilket bliver opfattet som en total unødvendig ventetid af ungerne.

Det bliver brugt af os alle i husstanden, men forbruget har en helt anden karakter end til dagligt og omfanget er væsentligt mindre. Det bliver brugt mest til at søge efter seværdigheder, åbningstider, billetpriser osv. og jeg har lagt mærke til at søgningerne er meget konkrete – ikke så meget med at snuse omkring på nettet (i kedsomhed), men en meget praktisk og direkte anvendelse.

Måske handler det også om at man ved, at det er mobilt bredbånd med langt flere begrænsninger end sin faste internet opkoblinger og derfor føler man heller ikke nogen speciel trang til at sidde og vente på at hjemsider, facebook, google+ m.m. downloader færdigt.
Så er der måske også den anden faktor: hvem fa’en gider og surfe på nettet, når man kan løbe en tur, besøge et Zoo, ligge på stranden, eller bare sidde på terassen? Det kunne vi (gamle) jo godt lide også inden fremkomsten af mobilt bredbånd.

Jeg er dog spændt på at se, hvordan mine unger vil anvende teknologien i fremtiden, når de bliver voksne. De har aldrig oplevet en verden uden internettet eller uden mobilen.

Her tænker du på “Mobilt bredbånd”

  1. Jeg kan se at der mangler at stå i mit indlæg, at jeg både anvender Windows og Ubuntu 11.04 på den PC jeg havde med til test.
    Ubuntu 11.04 kan ikke anvende de programmer der typisk følger med på en USB dongle, da programmerne er lavet til Windows. Så for at få en USB dongle med mobilt bredbånd til at fungere under Ubuntu 11.04, så skal man sørge for at have en dialer installeret, f.eks. wvdial. Når dialeren er installeret, så fungerer USB donglen som et almindeligt netkort (bortset fra at det anvender mobilnettet) og det skal egentligt bare aktiveres via netværksikonen på proceslinjen i Ubuntu. Man bliver under aktiveringen promptet for den PIN-kode som hører til SIM-kortet i USB donglen.

Lukket for kommentarer.