Den store udpakning

Ja, så kom dagen, hvor huset skulle indtages af vores indbo. Onsdag morgen kl. 08:00 stod der 6-8 flyttefolk klar til at tømme containeren for flyttegods. 45 minutter senere var alt båret ind i huset i de rigtige rum og de store ting pakket ud. Sådan.

Det mest spændende var at pakke vores nye møbler ud. Inden vi forlod Danmark købte vi nyt spisebord med 6 stole og et sofabord. Det hele i sæbebehandlet eg. Hold op, det er et tungt spisebord: Susanne og jeg kan lige akkurat flytte rundt på det. Pladen på borden måler 1m x 2m og er 5 cm tyk. Jeg har ingen anelse om hvad det vejer, men flyttefolkene fik da sved på panden da det skulle op på 1. sal ad en forholdsvis smal trappe.

Kl. 14:00 kom vores nye vaskemaskine. Den måtte jeg dog hurtigt opgive at tilslutte, da der skal bores nogle huller i et skab og jeg har ikke det rigtige værktøj.

Resten af dagen fik vi til at gå med at tømme kasser og samle reoler. Så da klokken blev 20 var vi alle mørbankede og dødtrætte og kunne lige klare at spise Susannes pandekager inden sengetid.

Vi er ikke helt færdige med at pakke ud, så vi fortsætter i dag.

En lille ros til flyttefirmaet: vi har endnu ikke fundet noget, der er gået i stykker som følge af flytningen.