Hjemtur

Den meste af fredagen arbejde, arbejde, arbejde – kun afbrudt af en burger ved froksttid.

Om aftenen brugte jeg det meste af mit krudt på at få pakket kufferten og blive klar til at tage i lufthavnen. På et tidspunkt overvejer jeg kraftigt at tage en morfar, da de aftenen før holdt mig vågen med Bingo og musikstøj fra hotellet.

Aftensmaden bliver indtaget på hotellet. Heldigvis – jeg orker ikke endnu en tur gennem byen i tæt trafik. Under aftensmaden foreslog Peter på et tidspunkt da Arni spilder suppe, at Arni skulle finde ud af, hvad hagesmæk hedder på arabisk.

Kl halv ni checker jeg ud af hotellet og Arni kører mig til lufthavnen. Jeg checker ind til Business class og placerer mig i Gulf Air Loungen og venter. På et tidspunkt kommer en af tjernerne forbi og fortæller at mit fly er forsinket med en halv time i afgangen. Det er ellers meget fedt at sidder i Loungen, man kan få alt muligt at spise og drikke, man sidder godt og der er fred og ro til at læse.

Afgangen fra Muscat bliver kl. 5 minutter over midnat mod Bahrain

Resten af turen hjem er helt uproblematisk med mellemlandinger i Bahrain og Frankfurt. Jeg var nærmest i bevidstløs tilstand mellem Bahrain og Frankfurt, da man kan ligge ned og sove på i stolene Business class.

Fra dør til dør tog det fra kl. 21 den 8. februar (Oman tid) til kl. 14 den 9. februar (DK tid).

Rutine…

Endnu en dag på fabrikken med arbejde.

Omkring frokost et smut forbi Coffee Shoppen til en omgang Chilly Chicken.

En hurtig omgang træning efter arbejdet.

Middag hos Bettina og Jens.

Ak ja, livet er hårdt.

Strømsvigt

Dagens startede ellers ganske lovende på kontoret. Men så omkring kl. 10 gik al strømmen, det betyder selvfølgelig, at alle PC’ere, netværk og servere går i stå. Endnu værre er at også kaffemaskinerne går i stå, så ventetiden indtil strømmen kommer tilbage føles ekstra lang.

Vi gik over i lufthavnen for at holde en lang frokostpause. De havde heldigvis strøm til at kunne lave noget mad. Da vi kom tilbage til kontoret var der stadig ingen strøm.

Kl. 12:40 kom strømmen (og arbejdet) tilbage igen.

Om aftenen var hele gruppen ude og spise i byen på Al Qurum Resort, hvor der blev serveret fiskeretter i alle afskygninger. Peter, Arni og jeg kom (selvfølgeligt) over en halv time for sent frem. Først var det fordi der var rimelig meget trafik på vejene, dernæst var det fordi vi ingen anelse havde om, hvor præcist resturanten lå. Efter et par telefonopringninger og lidt ekstra siteseeing i Muscat by, så fandt vi stedet. Et fornemt sted med masser af god mad.

Egen bil ønskes

Arbejde: IAB

Frokost: Chicken 65 and rice hos den lokale coffee shop. Jeg ved ikke lige præcist, hvordan kyllingen er tilberedt, men den smagte udmærket og der var ingen bivirkninger. Pris 1,600 rialer incl. en diet Pepsi. Jeg har fået en mistanke om at uanset hvilken ret med kylling man bestiller, så er det altid samme pris.

Arni brændte mig af sidste på dagen. Kl. halv fem skulle han lige til et ½ times møde. Da jeg stadig ikke havde set skyggen af ham 2 timer senere, måtte jeg have et lift til hotellet af en anden kollega (hurra for delebiler). Det var ellers meningen vi skulle ud i kontorets badminton klub og tjatte lidt til en fjerbold. I stedet gik jeg hårdt til værks i hotellets motionsrum.

åååh… endnu en arbejdsdag

Jeg har sovet som en sten. Mit krop havde mest lyst til at blive i sengen da vækkeuret ringede. Det er efterhånden også noget tid siden jeg har haft en fridag.

Arbejde: IAB (intet at bemærke)

Frokost: Jeg fik chilli chicken and rice hos den lokale coffee shop. Den var slet ikke så stærk som man skulle tro. Det smagte nogenlunde og lå godt i maven. Pris 1,600 rialer incl. en diet Pepsi. Arni tør stadig ikke spise dér.

I løbet af dagen bemærkede jeg at mange af medarbejderne på kontoret gik rundt med små Sri Lanka flag på tøjet og en kollega fortalte mig at det var fordi de fejrede 60 året for deres uafhængighed. kl 15:30 blev Sri Lanka’s uafhængighedsdag så markeret på kontoret med nationalsang og en bid mad.

Om aftenen var vi seks personer, som ville en tur på “Tomato resturant”, med italiensk mad, i nærheden af Intercontinental Hotel. Det ligger i den anden ende af byen og som følge af den igangværende Muscat Festival var der rigtig meget trafik på vejene. Det tog godt 3 kvarter at nå frem til resturanten. Nu skal det lige nævnes at temperaturen hernede ikke ligger på mere end 15-17 grader i øjeblikket og på Tomato resturant sad vi udenfor og spiste. Da det samtidigt blæste med en jævn vind, så blev det en noget kold affære. Vi spiste på 30 minutter. Maden var faktisk rigtig god.

På vej tilbage til hotellet måtte vi lige have lidt varme på i bilen. Arni og Peter havde kun haft en kortærmet skjorte på og så ærlig talt lidt frostbidte ud, da vi forlod resturanten.

Arni og jeg glemmer ikke lige med det samme Peters lille trafik forseelse på vej hjem. Han oversete et hastighedsbump og drønede lige over i fuld fart, så vi nærmest ramte loftet i bilen. Vi nåede dog hjem i god behold med alle indre organer på deres rette plads.

(Jeg har ikke fået taget så mange billeder – det er lidt irriterende, men nu er jeg her jo heller ikke for at lege turist.)

Endnu en god dag for arbejdsgiveren

Arbejde, arbejde, arbejde.

Frokost: Arni fik lokket mig med over i Lufthavnen, hvor man kan købe forskellige retter til frokost. Han foretrækker stedet på grund af den gode hygiejne 🙂 Vi fik en ganske harmløs kyllingesalat uden bivirkninger til 1,200 rialer.

Efter arbejdet fik jeg lokket Arni med ned i motionsrummet på hotellet, hvor han og jeg igen kom til at svede. Han er blevet helt sund at se på 🙂

Der er i løbet af de sidste par dage kommet flere kollegaer fra de andre fagdiscipliner ned til Oman. Det virker næsten som om der er indkaldt til fælles træf. Det er nu meget rart med nogle flere kendte ansigter.

Der var ingen sang og musik på hotellet til aften – eller i hvert fald så hørte jeg det ikke.

En god dag for arbejdsgiveren

På vej til kontoretVågnede lidt i syv efter at have sovet som en sten i 6 timer. Efter morgenmaden ind på kontoret til første hele arbejdsdag. Denne gang fandt vi den rigtige vej første gang. Læg mærke til den meget fornemme vejbelysning.

Arbejde, arbejde.

Frokost: Jeg fik chicken and fried rice hos den lokale coffee shop. Stærkt som bare fanden. Der havde sneget sig en grøn chilli (incl. kerner) med mellem risene. Arni spiser ikke på det sted – han er yderst skeptisk med hensyn til de hygiejniske forhold. Jeg har forsøgt at forklare at man ikke skal kigge ud i køkkenet.

Arbejde, arbejde og mere arbejde.

Tilbage på hotellen kl. lidt i syv for at spise aftensmad og dessert.

Kl. halv ni flader jeg ud foran tv’et, mens de synger løs et sted på hotellet. Det er godt nok tydeligt som musik og sang vandrer igennem gulve og vægge. Arni kan ikke høre en pind af det (påstår han) og han bor endda kun 3 værelser længere nede ad gangen. Heldigvis synger de ikke falsk.

Tja, så er der vist ikke mere for i dag.